God fornøjelse lige frem? tænkte jeg, men sagde selvfølgelig bare tak og hav en god dag. Så nu er den her. Lampen der sammen med medicin skal lette min depressive tilstand. Hver dag i 30-60 minutter skal jeg så sidder foran denne lampe, som med sine neon-lignende hvide stråler skal gøre mig glad. Lige så glad som kvinden, der poserer næsten dansende og meget glad uden på kassen? arh mon... Men håber den hjælper.
I går havde jeg konsultation hos min nye læge. Med ny læge følger at man skal sætte vedkommende ind i hele sin livshistories nedture og skavanker, for at få adgang til den medicin der afhjælper disse. Fik ny pille, som jeg skal tage sammen med de andre to. Den har lidt samme funktion omkring depression og angst, men skulle ydermere hjælpe på døgnrytmen. Jeg skal tage den en time inden jeg skal sove hver aften, ellers går der kludder i det. Så jeg havde lidt regnet med at blive slået ud i løbet af 0,5, sove 8 timer og vågne op og være frisk (yeah right). Men nej. Jeg lå i stedet søvnløs til hen på morgenen, og opgav at tage til timer, ad jeg endelig kunne falde lidt i søvn omkring kl 6.
Søvnløshed er blandt de mange ret almindelig symptomer dog, sammen med svimmelhed, søvnighed, migræne, hovedpine, kvalme mv.
Jeg er netop blevet færdig med at læse 'Anne Franks Dagbog'. Utrolig stærk læsningen. Hun sidder gemt for nazisterne i et baghus i Amsterdam sammen med sin familie og en anden familie. Hun gør sig tanker om krigen, menneskeheden, det gode og det onde, historie, litteratur, sin familie og deres indbyrdes skærmydsler og alle de ting en helt almindelig hormon-præget teenage pige også tænker på. Hvis hun havde overlevet krigen, ville hun have været en af de stærke forgangs kvinder,der virkelig gjorde en forskel. Men det kom hun også til, på en meget mere makaber måde idet hun ikke overlevede.
Jeg siger altid, at slutningen er det mest hellige ved en bog. Men hvad så med en bog som denne, som ikke som sådan har en slutning? Hun holder op med at skrive fra den ene dag til den anden, da nazisterne opdager dem og henter dem. En epilog gør det ud for afrunding efter den abrupte ende af dagbogs-indslag. Man sidder tilbage med gåsehud og sender den unge pige endnu en tanke. Ikke hende alene, men alle de mennesker der måtte lide under et grusomt antisemitisk styre.
Des mere vred gør det mig kun, når små klistermærker dukker op overalt i Viborg-by med nazi-tegn, og en fremstående ung neo-nazist er flyttet til byen - og tilmed føler sig velkommen og har opbakning. Jeg forstår det ikke. Jeg forstår det virkelig ikke. Jeg bliver frustreret og vred i en grad der gør mig ked af det.
Intet gør mig mere vred end pædofili, voldtægt og racisme. Da har jeg svært ved at styre mit temperament og overholde almindelige menneskerettigheder. Jeg ved man slet ikke må tænke sådan, men hvorfor har de krav på dem, når de selv i så alvorlig grad overtræder dem? øv hvor skulle de skamme sig :(
Ingen kommentarer:
Send en kommentar